Skip to main content Skip to footer

Det kan du forvente af et ophold på Silkeborg Krisecenter

Vi dyrker fællesskabet

Du har sikkert følt dig isoleret og alene, mens du er blevet udsat for vold i hjemmet. Derfor gør vi meget ud af at styrke fællesskabet på krisecenteret. Vi prioriterer at lave aktiviteter sammen og skabe oplevelser for dig og dine børn. Vi laver mad og spiser sammen, vi tager på ture, og vi fejrer højtider og mærkedage sammen.

Vi hjælper dig med at genfinde tilliden til fællesskabet og andre mennesker, som vil dig det godt. Sammen kan vi meget, og hos os står du aldrig alene.

En del af dagligdagen

Hver dag spiser vi morgenmad og aftensmad sammen. Personalet sørger for morgenmaden, mens alle beboerne skiftes til at lave aftensmad til hinanden. Du får tildelt et rengøringsområde i huset. Du sørger naturligvis også selv for at gøre rent på dit eget værelse og badeværelse.

Vi holder husmøde en gang om ugen, som vi forventer, du deltager i. Her taler vi sammen om aktiviteter i ugens løb og hvordan vi omgås hinanden. Der kommer altid forskellige emner på banen. Her fordeles også ugens madvagter og rengøringsområder.

Samtaler og psykologisk støtte

Mens du bor hos os, findes der en vifte af tilbud, der kan støtte dig i at bearbejde den vold, du er blevet udsat for i både krop og sind. Vi tager hånd om hele dig.  

Du får din egen kontaktperson, som er der for dig gennem dit ophold. Kontaktpersonen vil hjælpe og støtte dig gennem de mange spørgsmål og tanker, der fylder. Sammen taler I om, hvad du gerne vil opnå med dit ophold, og I laver mål og en plan for dit ophold.

Du får krisebearbejdende samtaler hver uge, hvor I arbejder med voldens dynamik og konsekvenser. Det kan hjælpe med at styrke dig til at vælge et liv uden vold.

Vi ved, at det kan være meget givende at tale med andre om, hvad man har oplevet. Derfor tilbyder vi ugentlige gruppesamtaler for dig, der bor på krisecentret. Her taler vi om fælles emner som voldsspiralen, børn og vold, familieretshuset og lignende. Grupperne ledes altid af en fra det faste personale, og de er et frivilligt tilbud til dig.

Du vil modtage tilbud om op til 10 krisesamtaler med en psykolog, som din hjemkommune bevilger.

Du kan få massage hver 14. dag af vores eksterne massør. Når man er voldudsat og i krise, er hele nervesystemet i uro og ubalance. Forskning viser, at det kan hjælpe at få kropsterapi i form af blid massage. Det hjælper kroppen med at finde ro, og der skabes bedre sammenhæng mellem krop og tanker. 

Vi har også mulighed for at tilbyde dig NADA, som er øreakupunktur. NADA er en anerkendt metode, der skaber mere ro i et uroligt sind.

Dem vil du møde

Vores personalegruppe består af:

  • en socialrådgiver
  • en socialpædagog, der også er uddannet som familie- og psykoterapeut.
  • en socialpædagog, der er videreuddannet i spædbarnsterapi og børnerådgivning.
  • en husassistent, som tager vare på alt det praktiske i huset, og som også gerne hjælper dig med at finde ud af, hvad der skal laves til aftensmad, hvis du har brug for støtte.

Vi er alle drevet af et brændende ønske om at hjælpe så mange kvinder og børn som muligt ud af et liv med vold. Det er ganske enkelt og uendeligt komplekst.