Psykisk vold spreder sig som en gift i dit nervesystem. Fordi den er svær at bevise og ikke nødvendigvis er synlig for dem omkring dig, kan du hurtigt blive i tvivl, om det hele bare foregår i dit hoved, eller om det er dig, den er gal med. Den indre tvivl skal du lytte til, for den er tegn på, at der er noget galt!
Psykisk vold underminerer din tro på dine egne evner og din styrke til at tage beslutninger, hvilket kan fastholde dig i det voldelige forhold.
Psykisk vold handler om at få kontrol og magt over dig, din adfærd og dine relationer (også kaldet negativ social kontrol). Det handler om at få dig til at gøre noget, du ikke vil, eller få dig til at undlade at gøre noget, du gerne vil.
Den psykiske vold er den voldsform, som er mest udbredt inden for partnervold. Der sker sjældent fysisk vold, uden der også indgår psykisk vold.
Når du bliver udsat for psykisk vold, får du direkte eller indirekte trusler om at blive nedgjort eller ydmyget og trusler om at blive isoleret fra din familie og venner, så du til sidst blot har din partner at tro på. Ofte sker dette også i andres påhør, men det foregår tit så subtilt, at andre ikke opfatter det.
Der sker sjældent fysisk vold uden tilstedeværelsen af psykisk vold. Psykisk vold er blevet ulovligt i Danmark og kan nu straffes med op til 3 års fængsel. Negativ social kontrol, nogle former for stalking, latent vold (visheden om at volden kan og vil opstå igen) og digital vold er alle former for psykisk vold.