Skip to main content Skip to footer

Børn på krisecenter

På Silkeborg Krisecenter har vi et helt særligt fokus på børnene, der i lige så høj - eller endnu højere- grad bliver ramt af den vold, de har oplevet i hjemmet.

Børns oplevelser med vold

Når et barn flytter ind på Silkeborg krisecenter sammen med sin mor, har det oftest oplevet vold i hjemmet gennem længere tid. Det har oplevet en af sine omsorgspersoner blive udsat for vold. Barnet kan også selv være blevet udsat for vold.

Samtidig er barnet måske helt uforberedt taget ud af sin hverdag og de daglige rammer for pludselig at lande på krisecentret. Det kan være en traumatisk oplevelse.

Når barnet ankommer til krisecentret, vil vi skabe ro og tryghed om barnet og sammen med dig tilbyde at tale med barnet om det oplevede og årsagen til, at I er landet her. Vi mener, at et barn altid har ret til at høre sandheden, naturligvis fortalt i et sprog, som barnet kan forstå.

Et særligt fokus på børn

Vi ved, at børnene skal hjælpes og støttes for ikke selv at udvikle traumer af det, de har oplevet.

Forskning viser, at børn, der er vokset op med vold i hjemmet, har stor risiko for selv at blive voldsofre eller voldsudøvere, og at disse børn også har stor risiko udvikle psykiske lidelser og udviklingsforstyrrelser. Derfor har vi en børnepædagog ansat med særlig efteruddannelse til arbejdet med børnene.

Derudover har vi selv udgivet bøger, som er et vigtigt aktiv i samtalerne med børn om dét de har oplevet. Bøgerne handler om Alba og hendes oplevelser med vold i hjemmet. Vi har udgivet to bøger i serien og en tredje er under udvikling.

Dit barn og dig

Du er altid selv ansvarlig for dit barn og skal som udgangspunkt selv passe barnet under dit ophold hos os. Vi kan i enkelte tilfælde tilbyde pasning, hvis du har vigtige møder, både i og uden for huset. Dette skal altid aftales med pædagogen og kontaktpersonen og tilpasses efter krisecentrets muligheder.

Du og dit barn tilbydes efter et par dage en samtale med pædagogen og en kontaktperson. Vi vil tale om, hvad det betyder for jeres familie at bo på et krisecenter. Vi vil sammen med dig og barnet lægge en plan i forhold til barnets deltagelse i daginstitution eller skole.