Historien om Silkeborg Krisecenter
Silkeborg Krisecenter har sin oprindelse tilbage i 1981. Det var frivillige aktive kvinder, der skabte et tilbud for kvinder, der oplevede vold i deres samliv.
Silkeborg Krisecenter tog sin begyndelse i starten af 80'erne. Som et resultat af 70'ernes kvindefrigørelsesproces og den større synliggørelse af vold mod kvinder, opstod er i hele landet bevægelser og grupper med det formål at oprette kvindekrisecentre for voldsramte kvinder og deres børn.
En stor gruppe aktive og engagerede kvinder dannede i 1981 Kvindehusforeningen i Silkeborg, og i efteråret 1981 tog foreningen initiativ til at åbne Silkeborg Krisecenter.
Silkeborg Krisecenter blev fra begyndelsen udelukkende drevet af frivillige kvinder fra Kvindehusforeningen. Organisationskulturen var helt flad, alle medlemmer havde lige indflydelse, og alle beslutninger blev truffet med stemmeflertal efter lange debatter på foreningens månedlige fællesmøder.
Silkeborg Krisecenter modtog økonomisk tilskud fra Silkeborg Kommune til huslejen, mens al øvrig økonomi blev fremskaffet ved donationer og gaver.
Døgnet rundt blev arbejdet varetaget af frivillige kvinder, som var drevet et et stort hjerte og et ønske om at hjælpe medsøstre, der var voldsramte. Værdigrundlaget var beskrevet som "hjælp til selvhjælp".
Fra 1984 blev krisecentrene en del af Sociallovens tilbud til udsatte voldsramte kvinder, og Silkeborg Krisecenter indgik driftsoverenskomst med daværende Århus Amt.
Som følge af den samfundsmæssige udvikling i 90'erne og 00'erne gennemgik Kvindehusforeningen og Silkeborg Krisecenter en stor udvikling og forandringsproces. Behovet for professionelt at arbejde med voldsramte kvinder steg, og nødvendigheden for også at tilknytte uddannet personale blev tydeligere. Ligeledes kom den flade organisationskultur under stærkt pres.
I 1999 afskaffede Kvindehusforeningen den flade struktur, og der blev nedsat en bestyrelse, som var øverste myndighed. Der blev ligeledes ansat en daglig leder og uddannet personale.
I 2007 overgik Silkeborg Krisecenter til driftoverenskomst med Silkeborg Kommune som følge af kommunalreformen.